skyen.dk
Forside
Chilisorter
Opskrifter med chili
Artikler om chili
forside > artikler > chili-arter

5 populære chili arter til haven

Der er mere end 30 forskellige chili arter, men kun fem af disse bliver dyrket. Resten gror vildt i Latinamerika. De vilde arter har næsten alle små frugter og er en udfordring at anskaffe og få succes med. 5 chiliarter lyder måske ikke af meget, men indenfor disse gemmer sig tusindvis af sorter. Så der er rigeligt at vælge mellem.
De fem domesticerede capsicum arter hedder Annuum, Chinense, Frutescens, Baccatum og Pubescens. De tre første har mange egenskaber tilfælles, mens de sidste to skiller sig mere ud.

Capsicum Annuum

capsicum annuum chili art
Annuum arten stammer fra Mexico og er den mest dyrkede Capsicum. Det er super let at krydse sorter fra denne art, og derfor findes der tusinder Annuum sorter (eks. Jalapeno, Peberfrugt, Cayenne, Paprika og Anahiem). Annuum betyder årlig og indikerer, at en plante kun holder én sæson. Dette er dog ikke helt korrekt - de kan sagten holde flere år med den rigtige pleje. I Danmark skal de naturligvis rykkes indenfor for at overleve vinteren.
Annuum var tidligere indelt i to kategorier - milde og stærke. Denne opdeling eksisterer ikke længere. Måske fordi der nu findes milde Jalapenos og stærke Peberfrugter.

Capsicum Chinense

Verdens stærkeste chili Carolina Reaperog de fleste andre rigtig stærke chilisorter hører til Chinense arten. Ghost Peber, Trinidad Moruga Scorpion, Scotch Bonnet og Habaneros er andre eksempler på stærke chiliplanter, der hører under denne art.
Nogle Chinense planter, f.eks. Habaneros, gror som små kompakte buske, mens andre bliver høje og spreder sig over flere meter. Frugterne kommer i mange forskellige former og i alle tænkelige farver. De fleste Chinense chilifrugter har, på trods af styrke, en let genkendelig smag af sød frugt. Chinense frø bruger lang tid på at spire - der kan let gå op til 10 dage fra såning før du ser de første tegn på liv. De gror også langsommere end andre chilisorter, og det tager forholdsvis lang tid før frugter modnes. Regn med mindst 200 dage fra frø til modne frugter.
Navnet Chinense betyder "kinesisk", men som de fleste andre chili arter stammer de fra Sydamerika - nærmere bestemt Amazonas. Deres tropiske oprindelse gør, at de klarer sig bedst under varme og fugtige forhold.

Capsicum Baccatum

Capsicum Baccatum består af sorter fra det centrale Sydamerika, hvor den bliver kaldt Aji ( "ah hii") - hvilket simpelthen betyder chili. Chilifrugter fra denne art er meget populære i Peru og Bolivia - hvor specielt Aji Amarillo sorten dominerer i lokal madlavning.
Baccatum betyder bær-agtig, hvilket nok skyldes at nogle frugter ligner bær. Men Baccatum er den art, der leverer den største mangfoldighed af former i frugterne. Sorter som Malawi Peppadew, Lemon Drop, Brazilian Starfish og Fatalii hører alle til Baccatum. Der er hundreder Capsicum Baccatum sorter. Èn sort ved navn puca-uchu gror ligesom vin og kan brede sig over adskillige meter i højde og brede.
Domesticeringen af Baccatum artengår mange år tilbage. Ifølge arkæologisk matriale fra Peru har mennesker dyrket arten i over 2500 år.

Capsicum Pubescens

Rocoto og Manzano er eksempler på sorter under Capsicum Pubescens. Arten er en af de mindre populære på verdensplan, men er populær blandt chili dyrkere. Den har sorter, der kan blive op til 10 meter høje og leve ligeså mange år. De fleste planter holder sig dog under en meter.
Pubescens betyder behåret. Navnet skyldes bladene, der fremstår lettere behåret. Frøene er sorte, og de er som regel æble eller pæreformet. Dette er en af de tidligst kultiverede planter i America. Man regner med at mennesker begyndte at kontrollere Pubescens for omkring 6000 år siden. Capsicum Pubescens var den mest udbredte art blandt Inkaerne og er stadigvæk foretrukket i Cusco Peru - tæt på Machu Picchu.
Capsicum Pubescens er den eneste af de 5 arter, der ikke har vilde sorter og den er kun i stand til at blive bestøvet af andre Pubescens sorter. Pubescens kan gro forholdsvis koldt, hvilket gør den eksta attraktiv for danske chili dyrkere.

Capsicum Frutescens

Alle sorter af Frutescens arten har opretstående og små frugter. Der er lille variation mellem planterne, som har deres oprindelse i Amazonas. Navnet betyder busket og de mest kendte Capsicum Frutescens planter er Tabasco og Piri Piri, der henholdsvis bruges til chili sauce og chili flager.